Lige siden de gode gamle interrail dage i slutningen af 1980’erne, hvor jeg kørte Europa tyndt med tog, har jeg savnet lugten af sommervarme jernbanesveller og den frihed, det var, at hoppe på et tilfældigt tog sydpå. Man vidste aldrig helt hvad eventyret ville bringe, og hvem man ville blive venner eller kæreste med i togkupeen på vej gennem Frankrig eller Spanien. Hele Europa var ét stort tagselvbord af oplevelser på skinner.
Men så kom de billige flybilletter, og det blev pludselig mere sejt at sidde i en jumbojet og drikke gin og tonic på vej rundt om jorden. Nattogene blev skrottet og kørt i remise, og mange spåede de europæske jernbaner en stille død.

Sådan gik det heldigvis ikke. Nattogene er på vej tilbage på skinnerne og flere og flere vælger igen at tage på langfart med toget, frem for at sidde som sild i en tønde i 10.000 meters højde. Den langsomme og klimavenlige rejseform, hvor man har sjælen med på rejsen, er på vej tilbage. Og det giver rigtig god mening.
For det er virkelig en eventyrlig fornemmelse at vågne op til solopgangen i en sovevogn eller nyde en god middag med dug på bordet med udsigt til smukke landskaber uden for vinduet.
I julen bragte Berlingske Tidende min første rejsereportage skrevet til togtur.dk med titlen “Få sjælen og poesien med på et nattog til Lissabon”.
Avisens kulturjournalist Maise Njor skrev i sin klumme “I denne udgave af Årets Rejser har Nikolaj Vesselbo været på en ganske lille togtur, som havde stor effekt på ham. Han genopdagede glæden ved den langsomme rejse”
Og det er ganske rigtigt. Læs historien her på siden, og tag selv afsted.
I løbet af 2020 vil der komme mange flere rejsetips og artikler her på togtur.dk. Stay tuned!
Togrejser er vejen frem.
Godt nytår
Nikolaj Vesselbo
Journalist/redaktør