Læs her redaktørens anbefalinger til 3 fantastiske togrejser, som passer perfekt til en efterårsferie. Artiklen har været bragt i Ekstra Bladet og er skrevet af journalist Line Hvid i samarbejde med togtur.dk Rigtig god tur:-) Forside foto: Stefan Nilson (SJ)

3 europæiske byer du SKAL køre til med tog
Bologna:
1. BOLOGNA
Bologna er blevet et sandt mekka inden for gastronomi. Her kan du opleve en trendy by med charmerende spisesteder og barer. Og tager du toget hertil, kan du nyde landskabet, hvor du for eksempel kommer igennem det naturskønne bjergpas, Brennerpasset, som ligger på grænsen mellem Italien og Østrig.
På vej til Bologna skal du tage en overnatning i München. Gør det til en del af oplevelsen og brug nogle timer på at opleve kultur og gastronomi i München. Næste morgen tager du toget videre mod Bologna.
Bologna overrasker mange, fordi byen ikke er helt så kendt som for eksempel Firenze – og derfor er mindre turistet. Men hvis du gerne vil til Firenze, kan du tage på en dagstur derhen fra Bologna. Det tager kun 30 minutter med hurtigtog. Der er altså mulighed for en oplevelselsrig efterårsferie med en togtur til Bologna.
Rute fra København: Tog til Hamborg og herfra til München og så til Bologna Rejsetid: Cirka 22 timer – tag gerne en overnatning i München

2. Prag
Prag er en oplagt destination for din efterårsferie. Og tager du toget, har du noget af en oplevelse i vente med et helt særligt tjekkisk tog.
Hvis du rejser fra København, skal du skifte tog i Hamborg og Berlin, og det er i det tjekkiske tog fra Berlin, at den største oplevelse venter. For toget har nemlig en hyggelig, gammeldags spisevogn. Her kan du spise gullaschsuppe og drikke fadøl, som var det før murens fald. Der er ikke mange tog tilbage i dag, som har spisevogn. Og når du krydser den tjekkiske grænse, er der happy hour, hvor alt i spisevognen bliver sat ned til halv pris. Når du skal hjem igen fra Prag, bli- ver der stegt spejlæg og serveret brunch i spisevognen. Det er vigtigt, at du finder vej til spisevognen med det samme i det tjekkiske tog, så du sikrer dig en plads ved et af bordene.
Det er også en meget afvekslende tur fra Berlin til Prag, hvor du på en lang del af ruten for eksempel kan se den brusen- de flod Elben ud af vinduet, mens du nyder mad og drikke i spisevognen.
Tager du fra Danmark om morgenen, kan du være i Prag ved 19-tiden og gå en aftentur hen over Karlsbroen. Du kan også vælge at tage en overnatning i Berlin undervejs og gøre det til en del af oplevelsen.
Hvis du rejser fra Jylland, er det oplagt at tage toget fra Flensborg i Nordtyskland. For herfra kører det tjekkiske tog direkte til Prag.
Rute fra København:
Tog til Hamborg og herfra til Berlin og så til Prag Rejsetid: ca. 12 timer

3. Abisko og Narvik
Kom helt op nord for polarcirklen og kør gennem blandt andet Lapland med tog. Det kan du gøre, hvis du tager toget til Narvik. Du kan næsten ikke komme længere væk med tog i Europa, og ruten er legendarisk blandt togentusiaster.
I Sverige og Norge har man ikke droppet sovevognen som her i Danmark, og du bør vælge sovevogn på denne rute, fordi den er så lang. Det er også en helt særlig oplevelse
at vågne op til den rå og øde natur lige udenfor vinduet, når du i løbet af natten er kommet til Nordsverige. Du kan vælge at stå af toget i Abisko Nationalpark, som ligger lige inden grænsen til Norge. Om efteråret er fjeldet ved Abisko særligt smukt iklædt efterårsfarver, og du kan næsten ikke undgå at møde rensdyr.
Tager du helt til Narvik og ind i Norge, har du en storslået del af rejsen tilbage. I Narvik kan du opleve et spektakulært fjeld med en storslået udsigt over byen og sneklædte bjerge i det fjerne.
Rute fra København: Tog til Stockholm og herfra til Narvik. Rejsetid: Cirka. 27 timer.
